10 søde måder at fortælle, at I venter jer Skip to content

Cart

Your cart is empty

10 søde måder at fortælle, at I venter jer

10 søde måder at fortælle, at I venter jer

Der er noget helt særligt ved den lille tidlige hemmelighed.

De første uger, hvor kun I ved det. Hvor verden udenfor fortsætter som den plejer, mens der indeni jer allerede er begyndt et helt nyt kapitel. Måske går I rundt med et lille permanent smil på læberne uden at andre forstår hvorfor. Måske føles det stadig uvirkeligt. Måske tjekker I appen hver dag for at se, om baby nu er på størrelse med et blåbær eller en lime.

På et tidspunkt kommer øjeblikket, hvor nyheden skal deles.

Med bedsteforældre. Med søskende. Med venner. Med dem, som kommer til at elske det lille menneske, længe før de møder det.

Og hvordan fortæller man så, at I venter jer?

Der findes selvfølgelig ingen rigtig eller forkert måde. Nogle siger det lige ud over en kop kaffe. Andre planlægger en lille overraskelse. Nogle ønsker at skabe et minde, som man kan kigge tilbage på i lang tid efter baby er født.

Hvis du også drømmer om at gøre lidt ekstra ud af at fortælle nyheden, så har vi her samlet 10 søde måder at fortælle, at I venter jer. 

1. Lav selv keramikkop med afsløring i bunden

Hvis I gerne vil lave en afsløring, der både er kreativ, personlig og sjov, kan I gå all in og glasere jeres egen keramik.

Lav for eksempel en kop til farmor, farfar, mormor eller morfar, og skriv den nye titel i bunden af koppen. Inviter på kaffe, hæld op, og vent så stille og roligt på, at koppen bliver tømt.

For når der pludselig står “farfar” i bunden af kaffekoppen, er der en ret god chance for, at den sidste tår ryger en lille smule galt i halsen.

På den gode måde, selvfølgelig.

Det fine ved denne idé er, at koppen ikke bare bliver en afsløring. Den bliver et minde. En lille ting, der kan stå i skabet i mange år og minde om det øjeblik, hvor alting forandrede sig.

2. Kageæske med “Noget sødt er på vej”

Denne idé er både enkel, sød og ret genial.

Køb en kage, en æske cookies, flødeboller eller noget andet sødt, og tape scanningsbilledet fast på indersiden af låget. Skriv “Noget sødt er på vej” ved siden af billedet.

Når modtageren åbner æsken, får de først øje på det søde. Og så på den endnu sødere nyhed.

Det kræver ikke ret meget forberedelse, men overraskelsen kan blive virkelig fin. Især fordi nyheden kommer i et helt almindeligt øjeblik. Kagen skulle bare skæres for, men pludselig står alle med tårer i øjnene.

Overraskelsen gav ikke bare noget sødt på tallerkenen men også noget sødt i hjertet.

3. Julekugler med “mormor”, “farmor”, ”moster” osv.

Hvis I skal fortælle nyheden op til jul, er en personlig julekugle en virkelig sød måde at gøre det på.

Få skrevet “mormor”, “morfar”, “farmor”, “farfar”, “moster” eller en anden ny titel på en julekugle, og giv den som en lille gave. Når den bliver pakket ud, går det måske op for modtageren med det samme. Eller også tager det lige et par sekunder.

I kan også være virkelig drilske og ganske enkelt hænge julekuglerne på træet uden at nævne noget. Ventetiden er næsten ikke til at bære, men når først de bliver opdaget, tør jeg næsten garantere jubel og tårer.

Det bedste ved denne idé er, at julekuglen kan gemmes og hænges på træet år efter år. Den bliver ikke bare en måde at fortælle nyheden på, men en lille juletradition, der starter allerede før baby er kommet til verden.

4. Kaffekoppen med den nye titel

En kop med “verdens bedste morfar”, “mormor”, “farmor” eller “farfar” er en klassiker af en grund.

Den er nem, sød og lige til. Og så er der noget fint ved at give en gave, som kan bruges igen og igen i hverdagen.

Mon ikke koppen bliver deres nye ynglings kop at drikke kaffe i?

5. Et brev fra baby

Et lille brev fra baby kan være en meget rørende måde at fortælle nyheden på.

Skriv det som om, det er baby selv, der sender en hilsen:

“Kære mormor og morfar.
Jeg er ikke så stor endnu, men jeg glæder mig allerede til at møde jer.”

Eller:

“Hej farmor.
Jeg ligger lige herinde og vokser mig klar. Vi ses til sommer.”

Det behøver ikke være langt. Faktisk er det ofte de korte, enkle ord, der rammer hårdest.

Brevet kan lægges i en kuvert, gives sammen med et scanningsbillede eller gemmes i en lille gave. Det er en fin idé, fordi den gør baby til en lille stemme i familien allerede fra begyndelsen.

Og der er noget særligt ved at læse de første ord fra én, man endnu ikke har mødt, men allerede elsker.

6. En børnebog som gave

En børnebog er en smuk og enkel måde at fortælle, at der er en baby på vej.

Vælg en bog, I selv holder af, eller en klassiker, som bedsteforældre, mostre, fastre eller andre nære familiemedlemmer kan læse højt en dag. Skriv en lille hilsen i bogen:

“Gem denne til mig. Jeg glæder mig til at høre din stemme.”

Eller:

“Denne bog skal du læse for mig, når jeg kommer.”

Det fine ved en børnebog er, at den peger frem mod alle de små øjeblikke, der venter. Puttestunder. Højtlæsning. Overnatninger.

Nyheden bliver ikke bare: “Vi venter os.”

Den bliver også: “Du får en plads i barnets liv.”

Og det er måske noget af det fineste ved det hele.

7. En ekstra kuvert ved middagsbordet

Hvis I inviterer familien på middag, kan I dække bordet med én ekstra kuvert.

En lille tallerken. En lille serviet. Måske et bordkort, hvor der står “Baby” eller “Kommer til oktober”.

Så er det bare at vente på, at nogen opdager det.

Denne idé er sød, fordi den er enkel og lidt filmisk. Man behøver ikke sige så meget. Nyheden ligger dér midt på bordet og venter på at blive opdaget.

Og når nogen spørger: “Hvem er den ekstra plads til?”
Så har I jeres øjeblik.

Det kan være en meget fin måde at fortælle nyheden på, især hvis I gerne vil samle familien og lade dem opleve det sammen.

8. Lad storebror eller storesøster afsløre det

Hvis I allerede har et barn, kan det være noget af det sødeste at lade den kommende storebror eller storesøster være med til at dele nyheden.

Det kan være med en T-shirt, hvor der står “storebror” eller “storesøster”. Det kan være en tegning, et lille kort eller et billede, hvor barnet holder et scanningsbillede.

Man kan også lade barnet give bedsteforældre en gave eller sige det med sine egne ord, hvis alderen er til det.

Om barnet helt forstår betydningen endnu, afhænger selvfølgelig af alderen. Men det gør ikke øjeblikket mindre fint.

Der er noget særligt ved at se familien opdage, at der ikke bare kommer en baby. Der kommer også en ny rolle til det barn, der allerede er her.

En lille én bliver stor.
Og en ny lille én er på vej.

9. En kalender med terminsdatoen markeret

En enkel og fin idé er at give en kalender, hvor terminsdatoen er markeret.

Sæt et lille hjerte omkring datoen, og skriv for eksempel:

“Gem denne dag.”

“Vi glæder os til at møde dig.”

Eller

”Du forfremmes til farfar”.

Det er en fin og smuk måde at fortælle nyheden på, fordi den gør ventetiden konkret. Der er en dato. Et lille punkt i fremtiden, hvor alt bliver anderledes.

10. En lille bamse med et kort

En bamse kan være en virkelig sød måde at fortælle nyheden på.

Giv en lille bamse sammen med et kort, hvor der står:

“Vil du passe på mig, indtil baby kommer?”

Det er en blød og kærlig idé, som passer særligt godt, hvis I gerne vil give noget, der kan gemmes til baby. Bamsen kan måske ligge på en hylde i ventetiden og senere blive en del af barnets lille verden.

Det behøver ikke være stort eller dyrt. Det kan bare være en lille bamse, valgt med kærlighed, som bærer på en meget stor nyhed.

Når nyheden skal deles

Uanset hvordan I vælger at fortælle, at I venter jer, så husk at det ikke behøver være stort for at være betydningsfuldt.

Det må gerne være enkelt. Det må gerne være sjovt. Det må gerne være lidt akavet, hvis nogen ikke forstår hentydningen med det samme. Det sker. Også for de bedste.

Det vigtigste er, at det føles rigtigt for jer.

For i virkeligheden er det ikke måden, nyheden bliver fortalt på, der betyder mest. Det er alt det, nyheden rummer; at et lille menneske på vej.

Kærligst,
Sara

Read more

Hud-mod-hud-kontakt: Derfor er det så gavnligt for barn og forældre

Skin-to-skin contact: Why it's so beneficial for baby and parents

Skin-to-skin contact between baby and parent is not a new phenomenon, but the benefits are many, and skin-to-skin contact is also something you can benefit from practicing if you are the parent of...

Read more
“Hvornår er vi der?” 10 skærmfrie aktiviteter til køreturen med børn på 2-5 år
Børn

“Hvornår er vi der?” 10 skærmfrie aktiviteter til køreturen med børn på 2-5 år

Skal I på ferie eller bare ud på en længere køretur? Her får du 10 hyggelige og skærmfrie aktiviteter til børn på 2-5 år — uden at det kræver en hel legetøjsbutik på bagsædet.

Read more