7 situationer hvor Tyngdedynen kan gøre en forskel
For nogle er tyngdedynen en fast del af søvnritualet
For andre er det en hjælp i situationer eller perioder hvor søvnen driller; et ekstra redskab i værktøjskassen, som kan hives frem når behovet opstår. Herhjemme er der særligt syv situationer, hvor tyngdedynen har gjort en stor forskel for os og vores to drenge. Mon ikke at du kan nikke genkendende til et par stykker?
1. Tigerspring
Vores yngste søn var som baby overordnet set ret nem når det kom til søvn. Men der skete et tydeligt skift, når hans udvikling gik særligt stærkt; han havde svært ved at finde ro og putningerne trak ud. I disse perioder brugte vi tyngdedynen ved aftenputningen. Det gav ro på hans små buttede arme og ben, som ellers slog sutten ud og gjorde det svært for ham at falde til ro.
2. Tidligt op
Vores førstefødte har altid stået tidligt op, og således startede dagene som regel kl. 5. Indtil vi så en klar sammenhæng mellem, at han sov med tyngdedynen natten igennem og vågnede senere. Derfor tjekker vi altid lige, om han har sin tyngdedyne over sig, når én af os vågner om natten. Det giver nemlig en time til halvanden mere søvn i den anden ende, og dét kan mærkes på humøret – både hans og vores.
3. Varme sommerlure
Begge vores drenge sov deres lure i barnevogn, og på sommerdage kunne det blive rigtig varmt - selv i skyggen. At sove udækket, eller blot med en stofble, duede bare ikke! De kunne slet ikke finde ro. Med tyngdedynen fik de den ro og tryghed, som de havde behov for, for at give sig hen til, og blive i, søvnen, men uden at koge over.
4. Da baby lærte at sætte sig op i barnevognen
Mon ikke de fleste forældre har oplevet en periode, hvor der var behov for nogle dyyyybe vejrtrækninger, da baby lærte at sætte sig op i barnevognen/tremmesengen? Tyngdedynen hjalp herhjemme. Ikke fordi den fastholder baby (absolut ikke), men fordi stimuleringen fra granulatet giver baby øjeblikkelig ro i egen krop. Og når kroppen får lov at ligge stille, kommer trætheden som regel snigende.
5. Nattefesterne
Vores yngste havde en lang periode med nattefest! Han var vågen 2-4 timer om natten, og tumlede rundt. Jeg husker, at jeg var taknemmelig for, at han i det mindste ikke var ked af det, men for pokker hvor var jeg smadret dagen efter. Tit var der intet at gøre, end at vente på, at han selv gik om kuld. Men nogle gange hjalp tyngdedynen; den var nemlig et signal til ham om, at det var sovetid.
6. Da middagsluren blev overflødig
Da storebror nærmede sig 3,5 år, blev det sværere og sværere for ham at sove middagslur. Ved overgangen fra én middagslur til ingen, havde han stadig behov for en lur et par gange om ugen. Men det var svært for ham at falde i søvn. Tyngdedynen gjorde en stor forskel, og hjalp ham til at give sig hen til søvnen hurtigt, de dage hvor behovet for en lur var der.
7. Overstimulering
Behøver jeg sige mere? Mon ikke de fleste forældre har siddet med en overstimuleret baby, som ikke kunne finde ro, på trods af at han er drøn træt? Tyngdedynen hjælper os i puttesituationen, når dagens oplevelser har sat sig i de små kroppe. Det er både den lille og den store, som har gavn af tyngden, når kroppen har brug for hjælp til at finde ro.